Vejret i Sims 3 Årstider

Noget af de vi alle sammen glæder os mest til ved Årstider er naturligvis vejret. Graham Nardone har svaret på alverdens spørgsmål fra ivrige simsfans på twitter og her præsenterer vi dig for en masse tilfældig info om selve vejrdelen ved Årstider.

Kontrol af vejret

Med Sims 3 Årstider vil der være mange muligheder for selv at kontrollere vejret og hvordan sæsonerne skal være i netop dit spil. Når det kommer til sæsoner fungerer det anderledes i Sims 3 end Sims 2, hvor der var 4 pladser der skulle udfyldes med de forskellige årstider. I Sims 3 Årstider kan man til- og fravælge hver sæson. Du kan også bestemme varigheden af hver sæson, som kan vare fra 3 til 28 dage. Dermed kan du f.eks. slukke for forår, sommer og efterår og sætte vinteren til at vare 28 dage, hvilket så vil svare til et år. Med årstider har man en højtid i slutningen af hver sæson. Det vil sige at hvis du har vinter i 28 dage, så vil du have Snowflake day (hvilket er vinterhøjtiden) hver 28. dag. Hvis du derimod vælger at en vintersæson skal være 7 dage lang, så vi du have Snowflake day hver uge.

Du får også mulighed for at kontrollere selve vejret. Dermed kan du bestemme at det eksempelvis skal være koldt i din by, men ikke sne. Disse indstillinger bliver gemt med hver fil, så du kan have forskellige indstillinger i alle dine spil. Normalvis vil man i løbet af en sæson have nogle dage, hvor man mærker til vejret og andre dage, hvor man ikke gør.

Dine simmere kan følge med i vejrudsigten i avisen og på tv’et, hvor der kommer en vejrkanal. Vejrudsigten viser dig det vejr du kan forvente de næste 5 dage. Når du ser på billedet der vises på tv’et vil det være en nøjagtig repræsentation af vejret udenfor lige nu. I avisen kan man kun se den oprindelige vejrudsigt for den pågældende dag og ikke det nuværende vejr. Vejrudsigten viser også særlige vejrforhold, som vejrstenen kan forårsage.

Sne vil samle sig i bunker på tagene af parkerede biler, men vil dog ikke påvirke kørslen. Hagl derimod vil ikke samle sig i bunker, men hoppe væk fra jorden i det øjeblik de rammer.

Når det regner, vil der komme vandpytter på jorden og på flade tage, det er dog ikke muligt at få et utæt tag, så frygt ej vandskader. Du vil også opleve at der kommer regnbuer efter en byge.  Simmerne kan købe en paraply de kan have med sig og vampyrer kan endda bruge paraplyerne til at beskytte sig mod solstrålerne.

Måske lagde du mærke til at der med Overnaturligt kom aircondition systemer i form af store grå kasser uden for husene? Disse er dog kun dekorative objekter og vil desværre ikke have nogen egentlig effekt når de kombineres med årstider.

Tidspunktet for solopgang og solnedgang vil være bestemt af årstiden, ligesom at vejret vil påvirke lysindfaldet i din by. Dermed får du en realistisk fornemmelse af at det er mørkt, når det f.eks. er storm.

Når årstiden skifter fra sommer til efterår vil træerne gradvist tabe deres blade, ligesom at farverne på træerne også skifter gradvist. Bladbunker kan smides i skraldespanden eller brændes.

Vi havde håbet at der ville komme en masse nye ting man kan høste med årstider. Desværre er det kun græskar der kommer med Årstider. Dog vil vi også kunne finde vilde blomster rundt omkring i byen, når det er forår. Man kan plukke dem og tage dem med hjem i en vase, så de kan pynte lidt i huset. Dog skal man passe på med at plukke dem, da endnu en ny ting der kommer med spillet er allergi og høfeber.

Skulle du gå hen og blive syg kan du melde dig syg til dit arbejde og du kan også holde syge børn hjemme fra skole. Du kan selvfølgelig også ringe til din chef og lade som om du er syg, selvom det måske ikke er sandheden. Der skulle komme flere nye måder at dø på i Årstider, sygdom er dog ikke en af dem.

Når det bliver frostvejr vil planterne gå i dvale. Dog kan du bygge et drivhus omkring dem, så du kan holde frosten ude og passe på dine planter hele året rundt. Du kan også bruge de plantekasser der kom med overnaturligt, til at beskytte dine planter mod frost og have dem indenfor.

 

Sådan indstiller du vejret

Vi har gennem tiden fået en del spørgsmål ift. vejret, som vi fik mulighed for at delvist kontrollere med The Sims 3 Årstider.

Under normale omstændigheder spiller vi med alle fire årstider, men der kan være situationer hvor man ikke er interesseret i det. F.eks. hvis man spiller med Paradisøen eller i byen Sunlit Tides – så er det bare lidt federe når solen skinner.

Inde i indstillinger er der mulighed for at kontrollere årstider, vejret og månecyklusen (Overnaturligt).

vejrindstillinger

Årslængde

Årslængden bestemmes af varigheden af dine årstider. Har du fire årstider af hver 7 dages varighed, så varer dit år 28 dage og der vil være fire højtider (Snefnugdag, kærlighedsdag, Frihedsdag og Uhyggedag). Er dine årstider f.eks. 10 dage lange hver, så er året 40 dage langt og der vil være længere mellem de forskellige højtider.

Du kan også vælge f.eks. kun at have sommer, og så vil den eneste højtid være frihedsdag. Hvis du har sat sommer (og dermed året) til at vare 7 dage så vil frihedsdag komme hver 7. dag og hvis du har sat det til at vare 21 dage så vil frihedsdag kommer for hver 21. dag osv.

Vejr aktivitet

Det der karakteriserer de forskellige årstider er, udover temperaturen, de forskellige vejrfænomener som regn, hagl, sne og tåge. Men der kan være forskellige årsager til at man ikke vil have en eller flere vejrfænomener i sit spil. Måske kører spillet langsomt når det er sne, måske vil du kun have sne og vinter og ikke de andre osv. Du har her mulighed for at sætte kryds i hvilke vejr aktiviteter du ønsker og ikke ønsker i dit spil.

Månecyklus

Denne indstilling er kun relevant hvis du spiller med Overnaturligt, hvor der sker ting og sager under de forskellige månecyklusser – især fuldmåne.

Du har mulighed for at stille på hvor lang en månecyklus skal være, men du kan også sætte den til at fast være en bestemt månefase. Hvis du er pjattet med zombier og varulve så er det måske interessant med fuldmåne hele tiden og hvis du ligesom os ikke rigtig gider det overnaturlige, så sæt den fast til en af de andre måner end fuldmåne og så er der næsten ikke tegn på overnaturlige ting i spillet.