Swetlanjas Dagbog #6

Kære dagbog

Jeg vågnede her til morgen, og var ikke i nærheden af, kommet mig over chokket. Tænk at det er min skyld at fremtiden ser så sort ud.

Jeg besluttede hurtigt at taget tilbage til fortiden. Hvor lidt jeg end ville det, så var dét, det nødvendige at gøre. Jeg tog 2411 med mig og rejste fluks tilbage til Mor, Justin, Elliot og den lille organisme i Mors mave.

Da jeg kom tilbage til huset, var der ingen hjemme. Hvor mon alle var. Det var specielt underligt, fordi Elliot var alene ude i haven, og døren var låst.

Jeg ringede til Mor, men hun svarede ikke. Justin ringede tilbage kort efter og fortale at de var på hospitalet. Den lille var ved at blive født.

2411 var allerede taget derop. Jeg gad ikke. Jeg besluttede mig i stedet for at gå op på mit nye værelse og lave lektier.

6_1

De andre kom hjem nogle timer efter. Mor var meget træt og gik direkte i seng. Justin skulle på arbejde, så 2411 gik direkte i gang med at overtage den nye, organismen. Magdalene.

Jeg tilbragte mange af de kommende dage på mit værelse. Kom kun ned når jeg skulle i skole eller have mad, som jeg tog med op og spiste. Jeg var nødt til at finde ud af hvordan jeg ændrer fremtiden.

6_2

Min første ide var at blive gode venner med min…. Familie. Jeg hader at bruge det ord. For mig er de jo bare Hende der kidnappede mig, hendes mand, hund og organisme. Min eneste familie er 2411.

Men, positive tanker. Det kan være at jeg skulle prøve at lave morgenmad til hende i morgen.

Jeg besluttede mig for at lave vafler fra bunden. Jeg havde aldrig før lavet noget som helst mad som man gjorde i fortiden. Alt plejede 2411 at lave i vores madsynthesizer.

6_3

Mor blev rigtig glad og tog to vafler og gik straks i gang med at spise. Hun smilede under hele måltidet. Da hun var færdig med at spise kom hun over og gav mig en kram og sagde at det var nogle af de bedste vafler hun nogensinde havde fået.

6_4

Der spredte sig en underlig følelse i mig, som jeg aldrig har mærket før. Jeg ved ikke hvad det var, men det fik mig til at smile.

Resten af dagen prøvede jeg på alle mulige måder at få endnu en kram, for at få samme følelse igen. Det lykkede bare ikke. Jeg tror jeg prøver igen i morgen.

 

Mvh Swetlanja