Kære dagbog.
Burde ens fødselsdag ikke være en glædelig dag, fyldt med glade gæster, god mad og en masse gaver? Der burde i hvert fald ikke være kun ét menneske, en bot og en sjæl til stede. Ingen gæster eller glæde. Og i fødselsdagsgave fik jeg kun en kage! Jeg havde jo ønsket mig et hoverboard!
Det kan jeg vist godt kigge langt efter!
Vi ankom til kirkegården. Mor fortalte at det kun var hendes familie og alle hendes forfædre der lå der. Det var det man kaldte for en Familiekirkegård.
Mig og 2411 satte os på en bænk ved søen, mens mor gik rundt til hver enkelt gravsten. Hun var så ked af det. Jeg ved ikke hvorfor, for hun kendte jo ingen af dem der lå der, mens de var i live.
Alligevel ville jeg ønske at jeg kunne gøre noget; også selvom Mor og mig sjældent kommer godt ud af det med hinanden. Eller det vil sige, jeg kan ikke lide hende. Bare fordi hun kalder mig datter, betyder det ikke at jeg ser hende som familie. Hun er bare min skaber, og lige så snart jeg bliver voksen, så flytter jeg hjem. Til fremtiden.
Men den tur på kirkegården gjorde alligevel et eller andet. Vi gik hjemad da det begyndte at blive mørkt. 2411 blev bedt om at lave mad, mens Mor gik i bad.
Jeg blev vækket næste morgen af 2411. Jeg fik noget af et chok, da jeg fik af vide at Mor har meldt mig til noget der hedder skole. Man skal være der hver dag, sammen med en masse jævnaldrende og lære nye ting. Jeg tror bare ikke på at de kan lære mig noget jeg ikke ved i forvejen!
Jeg blev hurtigt smidt i bad og klædt på, fik serveret morgenmad og så kom skolebussen. Mor sagde at når skolen var slut, ville bussen køre mig direkte hjem igen.
Lige nu ville jeg ønske at jeg var i min egen tid, hvor al undervisning foregik direkte i hjernen. Man behøver ikke engang forlade sit hjem, og man kan lave alle mulige ting samtidig.
Jeg overlever ikke denne verden i denne tid. Jeg må gøre noget!
Swetlanja