Kære dagbog
Jeg må til det. Jeg må se om jeg har klaret det. Jeg stod ud af sengen og kiggede ud af vinduet. Men jeg kunne allerede lugte det. Eller, jeg kunne dufte det. Dugtræerne afblomstrer, og nede på gaden står folk og samler duggen. Luften er frisk og folk er farverige.
Jeg har klaret det! Fremtiden, min nutid, er igen et episk og fantastisk sted at være! Jeg må ned og kigge nærmere. Jeg skal ned med nanitterne og jeg skal ned og købe en bot.
Inden jeg gik ned i botværkstedet, skulle jeg finde en dugblomst. Jeg havde glædet mig i så mange år til at ryste, dufte og samle duggen fra sådan en skønhed. Den første jeg fandt, var en lyserød en. Min yndlingsfarve. Jeg rystede og rystede og grinede mens jeg lod duggen falde ned over mig. Det her var nok et af mine mest lykkelige tidspunkter i hele mit liv.
Jeg gik bagefter ned på botværkstedet og købte mig egen bot. Min aller første bot. Han hedder Five, og kan en masse ting. Bland andet kan han holografere. Det betyder at i stedet for at snakke i telefon, så laver han et hologram af personen man vil i kontakt med, og så er det som om de er her rigtigt.
Selvfølgelig holograferede jeg Mor som det første. Hun skulle vide hvordan det stod til, og hvor dejligt her var. Jeg mødte hendes store, varme smil og hun modtog mig med kram og kys.
Lige så længe Five kunne holde forbindelsen hyggede vi. Jeg fortalte om de smukke farver, duften fra blomsterne og ikke skralden. De glade smil fra alle på gaden, og ikke mindst om dugtræerne.
Mor havde dog ikke kun gode nyheder til mig. I aftes på telefonsvareren havde Morgan indtalt en besked. Han ville ikke med til fremtiden. Til min tid. På en måde forstår jeg ham godt. Det gjorde mig lidt trist, men samtidig så jeg det som en fantastisk mulighed for at møde en ny, i min egen tid.
Jeg er ny kommet til det punkt i mit liv, hvor jeg kan kalde det for både min nutid og fremtid. Alt hvad jeg gør nu, former hvordan resten af mit liv kommer til at være. Og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang.
Kærlig hilsen Swetlanja
Dette var sidste kapitel i Swetlanjas dagbog. Vi håber at i har nydt at læse med, lige så meget som vi har. Tusind tak til Luxiie for den fine historie!