Vi er endnu engang klar med en ny historie her på Sims Leksikon. Historien er skrevet af Luxiie, som i nok også husker som forfatteren af Hazels dagbog? Hovedpersonerne er efterkommere af Hazel fra den første historie, men ellers har historierne ikke noget med hinanden at gøre.
Kære dagbog.
Jeg er landet her i armene på en bot. Hun hedder 2411 og er min børnebot. Mor står i værkstedet som altid. Hun kalder sig i hvert fald for Mor, men jeg ved ikke hvad det betyder. Hun har jo bare lavet mig på hospitalet og taget mig med hjem. Hun leder efter en måde hvorpå vi kan komme tilbage igen. Eller, det vil sige, hun vil tilbage til sin verden. Men jeg er jo lavet her. Jeg vil slet ikke nogen steder hen.
Mor siger at hun har været her, i fremtiden, i næsten 10 år. Jeg ved ikke hvorfor hun kalder det fremtiden. For mig er det jo nutiden.
Gad vide hvordan det er, altså i hendes verden. Hun fortæller nogen gange om det. De kører i biler som rører ved jorden. Og der findes ikke botter. De tilbereder selv maden fra noget der hedder et køleskab og drinks fra noget de kalder en bar. Mennesker arbejder for mennesker. Og det værste; når man vil have børn så kræver det to. En mor og en far. Og de gør det hjemme i deres egne huse. Føj!
Jeg tror ikke at jeg vil med tilbage til hendes nutid. Sådan et fortidmenneske! Men jeg er stadig kun en Lillen, så jeg har intet valg. Det er hende der har skabt mig, så jeg ejes af hende til jeg selv bliver voksen.
Hver dag kommer min børnebot og vækker mig, giver mig mad og hygger om mig. Mor står som sagt i værkstedet. Overhovederne har lige kappet strømmen. Hun burde virkelig se at få et rigtigt job så vi kan få nogle penge og lys i huset. Dumme fortidslevn, sådan her kan man altså ikke leve med en Lillen.
Mor har bedt 2411 om at lære mig at både gå og tale. Hun ved ikke at det allerede er programmeret ind i min barnekrop, så jeg lades bare som om at jeg lærer det for første gang. Så bliver hun glad og kan rose både mig og 2411.
Mens vi hygger inde på værelset, mig og 2411, kan vi pludselig høre høje skrig og jubel inde fra værkstedet. Åh nej! Vi kigger på hinanden og ved næsten godt hvad det betyder! Der bliver stilhed et øjeblik og så kan vi høre de ivrige fodtrin ude på gangen. Det bliver højere og højere indtil døren til sidst går op til mit værelse.
”Vi skal hjem!”, var det eneste hun sagde, inden hun igen gik. Nu er det alvor. Gad vide hvor vi ender, og kommer vi nogensinde tilbage hertil?
Kærlig hilsen Swetlanja