Som noget nyt har vi allieret os med Sandra, der ligesom os er vild med The Sims 3, men som bruger spillet på en anden måde end vi selv gør. Sandra elsker nemlig at bygge og lave super flotte simmere, hvilket vi ikke har så meget fokus på. Derfor er vi glade for at Sandra vil dele nogle af hendes tips og tricks med os og jer og vise nogle billeder af de ting hun laver! Ligger du inde med et talent for sims, så se nærmere her.
Herfra er ordet Sandras:
Jeg er en af de personer, der ikke længere rigtig spiller The Sims for historiens skyld. For at være helt ærlig, har jeg nok ikke spillet spillet ‘sådan rigtig’, de sidste rigtig mange år. Nok ikke siden 2’eren var det sidste på markedet. Da Sims 3 udkom, gik jeg i – hvad man nok kan kalde – build mode. Jeg opretter en familie og bygger derefter et hus. Indretter det, lader dem flytte ind og så starter jeg en ny familie.
Jeg henter en hel del custom content til mit spil, for at kunne lave mine huse så individuelle som overhovedet muligt. Men selvfølgelig findes der altid nogle gode gamle kendinger, som går igen. For tiden går jeg meget op i at lave små, enkle og åbne huse. Til 1 eller 2 personer. Et såkaldt ‘starter Home’.
Dette hus er f.eks. et lille 2 værelses hus. Der er stadig en del rettelser, før det bliver perfekt, men indtil videre bliver det sådan her. Som sagt bruger jeg en del custom content. Gardiner, køkken elementer, senge og badeværelses inventar. Jeg finder dem rundt omkring på nettet, på diverse sider – både betalings og gratis. Der findes heldigvis tonsvis af dem rundt omkring.
At bygge et hus, er i bund og grund ret nemt. Med snydekoder får man lidt mere frihed og har mulighed for at placere flere ting på samme sted. Som f.eks. flere hylder placeret ovenover hinanden, flere billeder etc.
Som I kan se, på dette billede, er de to billeder ( samme billede – forskellige motiver ) placeret forskelligt. Det giver en lidt mere ægte følelse – syntes jeg, personlig. Jeg er også meget flittig bruger af Wall endings. Som helt konkret er søjler, der ligner dørkarme. Jeg er ikke meget til de standard døre og buer der følger med spillet. Så derfor søgte jeg med lys og lygte efter noget der kunne erstatte dem.
Søjlen på billedet ovenfor kan findes her, vær opmærksom på at det er en betalingsgenstand!
Da det ikke er dørkarme, skal man være opmærksom på at det tapet man vælger i et rum, der tilstøder til ét andet og disse søjler er brugt, vil blive valgt i begge. Det er dog nemt løst. Man skal bare klikke tapet på, på hver side af ‘døren’. Så bliver tapetet i det rum, man vil have at det skal være i – og kun der :)
Til billeder af mine Simmere, bruger jeg Poses. For at kunne bruge dem, skal man have en Pose Player.
Denne Pose Player gør det muligt, at få dine Simmere placeret i en masse tænkelige stillinger. Igen findes der tonsvis af custom poses rundt omkring på nettet, nogle bedre end andre. Sider som Mod The Sims har en del (bare søg på Poses i søgefeltet), samt My Sims Blog.
Sidst men ikke mindst, ønsker jeg at jeg kunne dele dette hus med Jer, når det er bygget helt færdigt. Men indtil videre forbliver det bare et ønske – da jeg ikke har kunnet komme til det. Manglende viden simpelthen ;)
The Sims – kun fantasien sætter grænser! Så det er bare at komme igang med hammer og søm :)