Kære dagbog
Så er invitationerne sendt af sted. Jeg håber bare at folk kommer. Vi kender dem jo ikke så godt endnu, men forhåbentligt har de lyst til at komme igen, efter den her fest.
Da Milan kom hjem fra arbejde senere på dagen, var han ét stort smil. Han kom løbende ind af døren og kastede sig om mig. Han hulkede og sagde noget jeg ikke kunne omdanne til ord. Til sidst gik det op for mig hvad han sagde. Han var blevet forfremmet! Efter kun to dage. Det var så fedt. Og han havde oven i købet fået en bonus! Hvilket jo var alle tiders eftersom jeg jo havde planlagt fest i morgen.
Jeg fortalte ham om festen, og det gjorde ham endnu gladere, og da jeg samtidig fortalte at jeg ikke havde haft nogen anfald i dag, så var han helt oppe og svæve! Vi gik tidligt i seng, og sov næsten med det samme.
Desværre teede Maddie sig hele natten så Milan var oppe og trøste, made og pulse hende. Til sidst fik han dog også fred og kom ind i seng til mig.
Jeg vågnede tidligt. Jeg kunne mærke det i kroppen. I aften bliver det fuldmåne. Og det er i dag vi holder fest. Ih hvor er det dog irriterende! Hvad gør jeg? Bliver i soveværelset hele dagen? Eller håber at ingen opdager noget? Ej jeg kan jo ikke holde mig væk når det er mig der holder fest! Men hvad hvis de ikke kan lide mig og skynder sig hjem når de finder ud af at jeg er syg?
Den første gæst er lige kommet, og Milan har lavet kalkun! Jeg må bare håbe på det bedste. Måske er de smuttet inden solnedgang.
Tænk at der kom så mange. Og de hygger sig rent faktisk og spiser løs af kalkunen. Sikken dejlig succes.
Efter maden blev der sat musik på, og alle var friske på at danse. Både de der kendte hinanden og de der var fuldkommen fremmede. Det var så hyggeligt. Men nu må de altså godt snart gå. Der er meget kort tid til solnedgang nu, og jeg vil helst ikke risikere noget. Tænk hvis det bliver ligesom i vores gamle hjem?
Da fuldmånen viser sig bag skyerne og der stadig er én gæst tilbage, gik jeg i panik. Og det resulterede i at mit anfald kom hurtigere. Jeg er så flov og har bare lyst til at gå ind og lægge mig til at sove, men da jeg kigger op igen mødes jeg af det vildeste syn! Min dansepartner har selv fået et anfald! Er han også syg? Hvad sker der lige? Det har jeg aldrig nogensinde oplevet før. Milan der så hele episoden har skyndt sig at tage Maddie op og er gået i sikkerhed på hendes værelse. To fuldvoksne mennesker med varulvesyndrom, hvoraf vi ikke ved hvordan Argus, som han hedder, reagerer under et anfald.
Desværre skyndte Argus sig væk. Jeg ved ikke om han blev forskrækket over at se mig, at jeg er ligesom ham. Eller om han overhovedet registrerede det. For han kiggede ned i gulvet hele vejen indtil jeg ikke kunne se ham længere. Jeg håber ikke at der er sket ham noget. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at snakke med ham og høre hvordan han klarer den alene, nu når han også har varulvesyndrom.
Men det ser ud som om jeg må finde ud af det på et andet tidspunkt. Lige nu skal jeg pleje mig selv, og prøve at rydde op efter festen.
Kærlig hilsen Hazel.