Kære dagbog
Nu må baby gerne snart komme ud! Jeg er begyndt at få rigtig mange rygsmerter; gad vide hvor mange der er derinde? Og for slet ikke at snakke om mad! Jeg har hele tiden lyst til bøf og is, midt om natten helst. Øv hvor det forstyrrer min nattesøvn, så jeg sover helt til om eftermiddagen. Jeg kan slet ikke huske at min graviditet med Maddie var så slem.
Hun er for øvrigt startet i gymnasiet. Og sikke hun trives! Hun kommer glad hjem hver dag og fortæller om den ene oplevelse efter den anden. Det er så skønt. Og mig der var så nervøs for om hun ville kunne trives, nu hvor hun havde fået varulvesyndromet.
Jeg vågnede en fredag morgen, med stærke mavesmerter. Jeg var sikker på at der var noget galt med babyen, så Milan skyndte sig at ringe til en taxa og vi tog på hospitalet. Det viste sig at være helt normale smerter. Altså når man er i gang med en fødsel. Babyen var endelig på vej ud til os. Men det var en bittersød oplevelse, for det nye babyværelse var ikke klar endnu. Det var faktisk langt fra klar. Der var ikke engang vægge oppe endnu.
Men hjem kom vi. Mor, far og lille Zarafinah. Hun var den perfekte lille prinsesse.
Da Maddie hørte at jeg havde født, skyndt hun sig hjem fra skole. Hendes ansigt lyste helt op da hun så lillepigen, og hun tilbød straks at hjælpe til med alt der havde med hende at gøre. Så hun fik et job efter skole, som ekspedient i spasalonen.
Milans fødselsdag er lige om hjørnet. Han siger han ikke vil holde noget, kun for os fire. Så i år bliver der ingen stor fødselsdag, men han skal ikke snydes for fødselsdagskage. Jeg har fulgt med i kageprogrammer på fjernsynet for at lære at bage en kage selv, men det ser ret svært ud, så jeg ender nok med at bestille konditorkage udefra. Ligesom alle de andre år.
Zarafinah sover på ingen måde igennem, så min døgnrytme er på samme måde som da jeg var gravid. Når de andre står op og tager i skole og på arbejde, så går jeg i seng, og hele natten når de sover, dér er jeg oppe med Zarafinah. Gid hun dog snart ville sove mere end to timer ad gangen.
Oven i købet, efter lang tid hvor der intet har været, så fik jeg her til aften et anfald. Jeg kunne slet ikke styre mig, og sad som et dyr på min stol, og åd mine vafler. Bagefter havde jeg det så dårligt med mig selv og var så flov. Milan og Maddison var heldigvis på arbejde, så ingen så mig te mig.
Da Maddie kom hjem fra arbejde havde hun også et anfald. Det gik ud over vores nye fjernsynsbord. Ingen af os var i stand til at passe Zarafinah, så Milan måtte skynde sig hjem.
Jeg håber at der snart kommer en kur, for jeg er ved at blive vanvittig af den her opførsel.
Kærlig hilsen Hazel.