Kære dagbog.
I dag var det Milans første dag på det nye arbejde. Vi havde planlagt at stå op sammen og spise lækker morgenmad og hygge inden da.
Men da jeg vågnede først og kiggede ned af mig selv, kunne jeg se at min krop stadig ikke var faldet ned. Milan ville blive så skuffet hvis jeg ændrede planerne, han var nervøs nok i forvejen. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, i håb om at et bad ville hjælpe på min tilstand. Og det gjorde det heldigvis, så vi fik vores hyggelige morgenstund sammen alligevel.
Da Milan var taget af sted og det kun var Maddie og mig der var hjemme, følte jeg mig lidt alene. Det var underligt at være i en ny by. Jeg kendte ikke nogen, og ingen kendte mig. Vi burde holde en housewarming.
Jeg satte mig ned på gulvet til Maddie, hvor vi gik i gang med at øve ord. Hun er rigtig langsom til at lære, hvilket gør mig lidt nervøs, for børn med varulvesyndrom er generelt meget langsomme til at lære nye ting.
Jeg tog hende også i at bide i sofaen i dag. Endnu et tegn på at hun også er syg. Ih jeg håber altså at det er noget jeg bare bilder mig ind.
Desværre fik jeg tænkt så meget at det gjorde mig i dårligt humør, som udløste endnu et anfald. Typisk. Og jeg var alene hjemme. Hvem skulle nu passe på Maddie? Jeg måtte have tiltro til at hun kunne underholde sig selv en times tid, mens jeg gik ind og lagde mig.
Jeg vågnede kl. ti minutter i 2. Om natten. Af barnegråd. Åh nej! Jeg var faldet i søvn. Men jeg kunne også høre Milans rolige stemme, der beroligede Maddie. Var han først kommet hjem nu?
Jeg gik ud i køkkenet til ham, helt desorienteret og stadig meget træt. Han smilede og kiggede på mig, trak stolen ud og bød mig hans mad. Så sad vi der midt om natten og spiste og snakkede, inden vi til sidst gik i seng.
Næste morgen vågnede jeg til duften af pandekager. Jeg har nok verdens bedste mand.
Når han tager på arbejde i dag vil jeg prøve at få arrangeret en housewarming til næste gang han har fridag. Jeg håber bare ikke at det falder sammen med en fuldmåne…
Kærlig hilsen Hazel