Kære dagbog.
Hjem kære hjem. Så er vi kommet tilbage fra Paris, og ganske rigtigt; Zarafinah var kommet hjem fra kostskolen. Og hun havde taget mere end sig selv med hjem. Hun stod der midt i vores stue med… sin mand! Tænk engang, de havde giftet sig i al hemmelighed. Og hvordan var det lige hun så ud? Hun lignede en tegnefilmsfigur, synes jeg faktisk. Der var intet sødt, fint eller uskyldigt over hende. Håret var skrækkeligt, tung makeup og underligt tøj. For slet ikke at tale om hendes… mand. Bare det at han kiggede tilbage på mig skræmte mig. De lignede faktisk nogen der var på vej til kostumefest. Eller, jeg håbede at de var. Var det en dårlig ide at sende hende på kostskole?
Trods Zarafinahs store overraskelse mht. stil og mand, så ønskede vi os stadig børnebørn. Anakin var ved at blive stor. Han havde lige lært at gå og kan sige nogle få ord. Vi har også spurgt Maddeison og Sylvester om ikke de skal have flere, men de er begge meget optaget af deres karriere.
Vi havde givet lov til at Zarafinah og Malcolm kunne bo hos os. Og som tak fortalte hun meget henkastet, at det passede dem meget godt for hun var for resten gravid. Milan og jeg, var helt i chok. Og dén reaktion havde Zarafinah ikke forventet, så vi gik hen og blev rigtig uvenner. Det resulterede i at hun tog på bar, og vi så hende ikke før næste morgen.
Milan som er ved at være ret gammel, går og snakker om at gå på pension. Han har stadig ikke opgivet drømmen om min egen restaurant, men må nok indse at den tid er forbi. Det ville ikke undre mig om han er typen som arbejder til den bitre ende.
Dagen efter da vi stod op og Zarafinah var kommet hjem, hørte vi en masse råb inde fra deres værelse. Gad vide hvad de skændtes over? Havde det mon noget at gøre med om hun var gravid?
Det viste sig senere at min fornemmelse var rigtig. Malcolm vidste ikke at hun ventede sig. Han ville faktisk helst ikke være far, så han gik hele morgenen og truede med at flytte.
Hen over aftenen blødte han dog op, og de blev gode venner igen. Ingen af dem glædede sig vildt meget endnu, men de havde alligevel valgt at beholde baby. Med tiden ville de nok begyndte at glæde sig, men de måtte indse at det nu er slut med at gå på bar!
Min egen fødselsdag var også lige om hjørnet, og jeg ville altså gerne holde en lille komsammen, så jeg inviterede Maddie og Sylvester. Jeg håbede at de tog lille Anakin med, men de var lidt i tvivl om han var i vuggestue til den tid.
Der kom rigtig mange og fejrede mig, og Milan havde bagt den lækreste jordbærdrøm fødselsdagskage. Men desværre havde Maddie ikke Anakin med. Han kommer når han bliver lidt større, blev hun ved med at sige. Men bortset fra det, så havde jeg alle tiders fødselsdag.
Dagen efter gik jeg til frisør og fik ordnet mit, nu, gamle grå hår. Øv, hvornår blev jeg gråhåret? Så gammel synes jeg nu heller ikke at jeg føler mig.
I fødselsdagsgave fik Milan en bil, og jeg fik min egen lille blomsterhave, som jeg i flere år har ønsket mig, så nu ser både hus og have helt fantastisk ud.
Senere i dag, skal vi ud og kigge på kirkegården, og finde en parplads. Det lyder egentlig ikke særlig sjovt, men det er faktisk hyggeligt at gå hånd i hånd og kigge efter en evig hvileplads sammen med sin sjæleven.
Mens vi gik dér og kiggede, ringede Milans telefon. Det var Sylvester, de var på vej til hospitalet, for Zarafinah var gået i fødsel. Vi gjorde os færdige på kirkegården, og kørte derefter direkte på hospitalet.
Kærlig hilsen Hazel