Kære dagbog.
Så er den store dag endelig kommet. Jeg skal til lægen og have min første behandling. Tænk hvis jeg kan blive kurreret. Så ville jeg være helt rask og almindelig til brylluppet i morgen. Vi har lige været ude og købe stole til den store dag. Det bliver så fint og perfekt. Vi må bare håbe at hun kan passe kjolen, for maven er allerede begyndt at vokse en del.
De skal giftes på Kærlighedsdag. Det er så romantisk. Desværre regner det helt vildt, så vi har været nødt til at købe et overdække, eftersom selve brylluppet er udendørs. Så må vi bare rykke receptionen ind.
Det er et mirakel! Første behandling virkede! Lægen siger at der kun er 10 % chance for at det vender tilbage igen! Jeg er så glad, at jeg gik hjem i mørke, under fuldmånen. Uden så meget som antydning til et anfald! Tænk at man kan føle sig så fantastisk rask og let i kroppen. Jeg havde aldrig troet at det ville ske for mig.
Men tilbage til det store bryllup. Desværre kommer Zarafinah ikke med. Hun er på kostskole, men har skrevet et langt fint brev til brudeparret. Hun er forhåbentligt hjemme til når babyerne bliver født.
De første gæster begyndte at ankomme, og selve vielsen gik i gang. Det var så smukt og romantisk. Nu har vi endnu en Victrola i familien. Bagefter blev kagen skåret for, og alt blev spist. Der blev danset og hygget og kysset. Det var sådan en dejlig dag.
Da vi gik i seng var vi så trætte at vi knap kunne holde et øje åbent. Desværre fik vi ikke lov at sove særlig længe, for efter ca. halvanden time, kom Sylvester ind og vækkede os… Maddie havde fået veer.
Vi skyndte os at ringe til en taxa og køre på hospitalet. Men det eneste Maddie kunne sige var at de kom alt for tidligt. Og det havde hun jo ret i. hun burde først gå i fødsel om nogle måneder…
Da vi kom til hospitalet blev vi bedt om at vente ude foran. Der gik en evighed for Sylvester kom ud. Fyldt med tårer i øjnene. Vi troede først at det var glædestårer, men han får fremstammet at der kun er én baby. Den anden var for lille og klarede det ikke.
Vi var alle helt i chok, vi troede jo at vi skulle være forældre og bedsteforældre til to små pus. Men sådan ville skæbnen det ikke. Den mindste, lille pige, havde fået varulvesyndromet.
Den anden baby var til gengæld helt frisk og rask. Det var en lille dreng som de valgte at kalde Anakin.
Selvom lillepigen ikke overlevede, valgte de at navngive hende alligevel. Hun kom til at hedde Faith Victrola. Vi lavede en lille mindeplads til hende omme i haven, så hun stadig var en del af vores liv.
Et par dage efter Anakins fødsel blev Sylvester ringet op. De var blevet tilbudt bolig! Og endda i samme by, og ret tæt på os. Så de valgte selvfølgelig at takke ja til den. Og et par dage efter flyttede de alle tre.
Det er underligt at være i huset igen uden børn. Milan har tilbudt at vi kunne taget ud og rejse. Jeg har altid ønsket mig at komme til Paris. Måske burde vi gøre det mens der stadig er tid.
Kærlig hilsen Hazel