Selvom Erins død stadigvæk fylder meget for resten af Familien Severinsen, så er dagligdagen dog gået videre og en ny rytme har fundet sin gang.
Ashley er vanvittig talentfuld og har kæmpe succes på sit job, men kan nu se frem til en lille pause. Det har nemlig vist sig at hun er gravid og familiens næste arving er lige på trapperne.
En sen aften da roen ellers har sænket sig over huset, får Ashley veer. Hende og Erik har forberedt sig på en hjemmefødsel og alting går helt efter planen.
Lille Tine kommer til verden med hendes mors blonde lokker og med et smil der smelter hendes fars hjerte, hver eneste gang det kommer frem. Dette er i den grad en begivenhed der løfter humøret i familien oven på den tragiske oplevelse det har været at miste Erin.
Med to børn i huset, går tiden pludselig stærkt og inden længe starter Oliver i skole.
Det har vist sig at være lidt hårdt at være det grønne barn i skolen, for han ser jo noget anderledes ud end de andre. Det er svært for Oliver at få gode venner, men han har dog mødt en pige i skolen, som han leger lidt med. Ashley foreslår at hun kommer med hjem og lege en dag og håber at kunne styrke deres venskab yderligere.
Det er ikke kun Ashley som er begyndt at opleve underlige ting, også Theodor kan mærke den kolde og fugtige luft omringe ham ind imellem. Han tror det er hans hjerne der spiller ham et puds og nævner det ikke for nogen.
I hvert fald ikke før den dag, hvor han tager Ashley i at stoppe skrigende op midt i hendes daglige dansetime i stuen. Ashley bryder sammen og fortæller Theodor at det må være hormonerne i hendes krop i forbindelse med Tines fødsel, som har gjort hende skør. Hun ser Erin overalt og hun er ved at blive sindsyg. Theodor indrømmer at han har oplevet det samme og de drager begge et lettelsens suk, da de finder ud af de ikke er alene. At Erin så formentlig stadigvæk har sin gang i huset er et andet problem, som de må finde ud af hvordan de skal håndtere.
Først er der dog lige noget andet der skal klares. Ashley og Erik skal giftes! De har ikke overskud til at holde en stor fest, men de føler et stort behov for at få det juridiske på plads i tilfælde af at der skulle ske en af dem noget. De har talt om at de måske kan holde en stor ceremoni en dag i fremtiden på Jørgen og Salehs hotel. Men lige nu vil de bare gerne erklære deres kærlighed for hinanden.
Resten af dagen står på god mad, masser af leg med Oliver og Tine og det nygifte par nyder en god film sidst på aftenen, mens farfar Theodor putter børnene. Selvom det ikke lyder af meget, så var det lige præcis den dag de to havde ønsket sig.
Erik, som jo arbejder som sportsagent, er begyndt at bruge mere og mere tid på de kreative sysler, som engang fyldte så meget hos ham. Efter han fik arbejde og børn har der desværre ikke været så meget tid til den slags. Men nu hvor Oliver er blevet så stor og Tine er en eksemplarisk baby, så er der lidt mere overskud til den slags ting. Han overvejer lidt om han alligevel karrieremæssigt skulle se i den kreative retning, som han oprindeligt uddannede sig indenfor. Men han elsker alligevel også sit job indenfor sporten. Måske det bare skal være en hobby som han kan tjene lidt ekstra på i perioder.
Oliver fulgte Ashleys råd og inviterede hans nye legekammerat med hjem fra skole. Det var en mildest talt overrasket Theodor der tog imod dem da de kom hjem med skolebussen. Han vidste øjeblikkeligt hvem den lille pige var. Det sorte hår og den næse… Han var ikke det mindste i tvivl. Han lod dog børnene lege og nød at se at Oliver endelig havde fundet en jævnaldrende legekammerat. Men der var nogle ting de blev nødt til at drøfte i husholdningen… snart!
Selv samme aften tog tingene en anden drejning. Nogen havde åbenbart været i haven og plukket chilier og nogen var “kommet til” at putte dem i den suppe, som Theodor havde brugt eftermiddagen på at forberede.
Oliver var frygtelig ked af det, da han opdagede hvor stærk maden var blevet og hvor ondt det gjorde på alle der smagte den. Selv nøjedes han med at spise en sandwich og blev sendt tidligt i seng som straf for hvad han havde gjort. Han var bare blevet så begejstret for den fine modne frugt og ville glæde de andre ved at putte den i maden.
Senere samme nat sad Theodor og prøvede at få Tine til at falde i søvn igen. Der var mange tanker i hans hoved denne sene nattetime. For første gang nogensinde følte han sig ikke helt tilpas i sit eget hjem…