Familieinventarlisten er et sted, hvor dine simmere kan opbevare de ting de ikke kan have i deres rygsæk. Lidt som en flyttekasse, bare en ret stor en af slagsen. Hvad end det er babysengen du ikke vil have stående fremme mere, nu hvor børnene er vokset ud af den eller om det er din bil eller et pragteksemplar af en vandmelon, så kan den være her!
Du har måske også oplevet at få en opgave, hvor du skal reparere et tv eller et stereoanlæg og så fået at vide det er blevet placeret i din familieinventarliste? Hvis du ikke har haft held med at finde denne liste endnu, har vi her en lille guide til hvordan du finder den og bruger den.
Familieinventarlisten finder du samme sted som hvis du skal købe møbler. Ikonet er en flyttekasse, som vist i den røde cirkel på det øverste billede.
Se i videoen hvordan du bruger familieinventarlisten og bliv klar til at gemme familiens skatte langt væk fra indbrudstyve, eller opbevare gamle møbler på dit virtuelle loft.
Bonus tip
Hvis dine simmere går meget op i deres have, kan du eksempelvis også bruge familieinventarlisten til at opbevare et enkelt stykke frugt/grøntsag af den bedste kvalitet de har opnået hidtil, med henblik på senere at plante den ud og dermed øge den generelle kvalitet i haven. Ved at opbevare dem i rygsækken risikerer du at de laver mad af det eller spiser det, men i familieinventarlisten sker dette ikke.