Der er kommet flere til begravelsen end jeg havde forventet. Man siger hun døde af hjertestop, men det er jo ikke sandt. Jeg har kun boet i denne by i to måneder og har allerede dræbt 3 mennesker. Jeg burde holde igen, men det kan jeg ikke.
”Hej! ” siger en stemme
Kigger lidt rundt
”Hvem sagde det? ” Spørger jeg
”Hej! Hvem er du? ” Siger en mandestemme
Jeg vender mig om
”Du gjorde mig bange, jeg hedder Emily og var hendes nabo. Hvem er du? ” siger jeg forsigtigt
Jeg hedder Stefan og det var min tante. Er du ny her i byen? Spørger han
”Ja, er næsten lige flyttet hertil. Er ked af at høre det med din tante, hun var en sød dame” lyver jeg
Hun var ikke en sød dame. Hun lammede og ville være en del af mit liv. Det ender altid galt hvis folk kommer for tæt på.
”Jo tak, snakkede ikke så meget med hende, men hun betød stadigvæk meget for mig” svarer han
”Hvis jeg må spørge, hvad skal der ske med huset? ” Spørger jeg forsigtigt
”Der flytter jeg ind sammen med min søster Isabella” svarer han
”Er din søster her i dag? ” Spørger jeg
”Nej desværre, hun havde andre ting hun skulle se til. Isabella er i byrådet så man ser ikke så meget til hende” svarer han
”Det er jeg ked af at høre, jeg må afsted. Farvel” siger jeg
Min sult bliver større, jeg må hjem nu inden det går galt
”Inden du går, eftersom du er ny i byen, kan jeg vise dig rundt hvis du vil” spørger han nervøs
”jeg vil meget gerne se byen. Har næsten ikke set nået så det vil være dejligt hvis du vil vise mig rundt” svarer jeg
”Super så ringer jeg. Hvad er dit nummer” svarer han
”Du behøver ikke mit nummer, du ved hvor jeg bor. Vi ses” svarer jeg og løber væk fra kirkegården.
Endeligt er jeg hjemme. Hader begravelser og især at møde de pårørende. De vil altid snakke og jeg skubber mig altid væk, men ikke med Stefan. Hvorfor sagde jeg også ja? Kan ikke tilbringe for lang tid med mennesker ellers går det galt. Men Stefan er speciel og anderledes. Jeg vil vide mere om ham. Han var venlig og nu vil han vise mig byen. Heldigt at jeg kan gå i solen.