Bertels foranderlige tilværelse | Afsnit 1

Det er atter engang blevet tid til endnu en historie her på Simsleksikon og vi håber at i vil tage godt imod historien om Bertel, som er skrevet af Ida.

Afsnit 1 – Introduktion

Velkommen til Koglevænget 16. Hovedpersonen for denne historie bor i dette nydelige hus – det første hus, han nogensinde selv har ejet. Rimelig yndigt ser det ud, som det ligger der i Hidden Springs smukke og uspolerede landskab, ikke?

Bertel_1_1

Men kom da med inden for! Her befinder vores hovedperson sig nemlig, 20-årige Bertel, der lige er flyttet hjemmefra. Og desværre kan man hurtigt konkludere, at husets smukke ydre blot er en facade, for som så mange andre unge, finder Bertel det ret svært at vaske tøj, rydde op i køkkenet og selv skulle ringe efter en vvs-mand, når vandhanen driller. Men hey – huset er jo hans eget, så det må han vel også selvom.

Bertel_1_2

Og her ligger han så. Kommet for sent i seng, glemt at rydde op efter gårdagens måltider og med vasketøjet fra dagen før liggende ved siden af. Bertel i en nøddeskal. Men for at undgå at give denne herre et blakket ry allerede i afsnit 1, skal der måske en nærmere præsentation af ham til:

Bertel_1_3

Bertel er vokset op i en rigtig kernefamilie, med en mor, en far og en storesøster i et stort villahus. Han har aldrig manglet noget, og har været hele familiens lille guldklump. Derfor trængte han også meget til at komme hjemmefra så snart eksamensbeviset lå i hånden, og så endte han her. Bertel er ikke så god til at få besøgt sin familie – nu har han jo boet med dem de sidste 20 år, så han vil langt hellere nyde friheden og selvstændigheden i at bo selv. Nåja – så har han jo også fået sig et job..

Bertel_1_4

Som detektiv i byen. Godt nok er han stadig på lærlingestadiet, men han føler sig nu alligevel vigtig, som han sniger sig rundt med et par buske og overvåger samfundet.

Dog er der én ting, som gør Bertels ellers sorgløse liv lidt mere kompliceret end så mange andres. Olivia, hans kæreste, som han elsker højere end noget andet, er syg. Ikke fysisk, men psykisk. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad hun fejler, men hun kan gå fra at være verdens gladeste pige, til at være helt nede i kulkælderen, hvor hun kan gøre de værste ting mod sig selv – og andre. Og til tider får hun anfald, hvor hun står og skriger og peger ud i luften, fordi hun føler sig truet af en person, der ikke er der.

Bertel_1_5

Bertels mor har aldrig rigtig brudt sig om hende, men Bertel elsker hende højere end nogen anden. Moren snakker ofte om, at Olivia aldrig vil være i stand til at tage sig af kommende børn, men Bertel er ligeglad. Børn er slet ikke noget, han har i kikkerten – i hvert fald ikke før om mange, mange år. Og til den tid har lægerne sikkert fundet noget, der kan kurere Olivias sygdom. Ind til videre har han nok i at nyde livet som nyudklækket student med hus, job, fester, venner og en kæreste, der betyder alt.

Bertel_1_6