Afsnit 6: Uventet besøg
Efteråret kommer med sine farverige blade til Koglevænget, og tvillingerne bliver bare større og større. Her ses de i færd med en af deres yndlingsbeskæftigelser: Legoklodsbordet.
De er også så småt begyndt at udvikle hver deres personlighed. Chloé er en rigtig udadvendt krudtugle, der slet ikke kan sidde stille, hele tiden skal prøve noget nyt og hurtigt lærer, hvordan hun får sin fars opmærksomhed. Hun er i øvrigt som snydt ud af næsen på sin ham, både udseende- og temperamentsmæssigt.
Connor, derimod, er lidt mere indadvendt og stille. Han holder meget af enten at få læst højt, eller bare sidde lidt for sig selv inde på værelset. Hans ansigtstræk er til gengæld stort set identiske med hans mors, hvilket til tider bekymrer Bertel lidt. Bare det ikke vil gå ham for meget på, når han bliver ældre, og folk spørger ham, hvem af sine forældre, han ligner?
Olivia har været på besøg et par gange som aftalt, men det går ikke rigtig godt. Hun tager aldrig børnene op og står bare og observerer dem, mens de leger. Det undrer Bertel meget, for nogle gange er det næsten som om hun står og tænker over et eller andet virkelig dybt, men det meste af tiden virker hun bare ustabil og fraværende. Hvorfor vil hun overhovedet se sine børn, hvis hun ikke gider lave noget med dem?
Til tider sætter hun sig også bare ind i hans køkken og giver sig til at snakke højlydt med sig selv. Det bekymrer Bertel, for er det virkelig det indtryk, børnene bør have af deres mor?
Hvis man ellers ser bort fra de noget ubehagelige besøg, går det dog meget godt. Bertel bruger størstedelen af sin tid på at lære børnene at snakke, gå og sidde på potte selv – og dét er noget, der kræver tålmodighed!
Det går dog i den rigtige retning, og ikke overraskende er Chloe den første af tvillingerne til at rejse sig op og tage de første, usikre skridt. Bertel sprudler af stolthed!
Connor forsøger ivrigt at gøre sin søster kunsten efter, og med et par støttende hænder kan han også – næsten.
Bertel er så småt også begyndt at arbejde igen. Lidt daglige ture ud af huset, lidt roden-i-postkasser og en smule overvågning synes han godt, han kan tillade sig, nu når tvillingerne kan klare at være alene med en barnepige.
En eftermiddag ringer Bertels ven og foreslår, at de mødes på den nærliggende café. Bertel er frisk – det er længe siden, han har set sine venner, og hans søster vil garanteret også gerne med.
Men efter et par timer ringer mobilen. Bertel når knap nok at tage den op til øret, før den unge barnepige skriger: ”Hun tager børnene! Hun tager børnene! 