Afsnit 3 – en bombe

Sidst vi forlod Bertel, havde han kastet sig over kost og spand for at få ryddet op efter sin fest. Bertels mor lod sig dog ikke afskrække af hans første afslag, og hun ringede kort efter for at fortælle, at hun og Bertels far ville holde en fest samme aften. Der var vist ingen vej udenom; Bertel måtte tage hjem til murstensvillaen.

Ikke overraskende var festen ikke noget særligt. Bertel hyggede sig da fint, men de andre gæster var alle 70+, og derfor blev Bertel hurtigt genstand for en masse kniben-i-kinderne og snøvlende lange sætninger. Mens han sad og lagde øre til en ældre dames livshistorie, kom hans mor hen. Hun og faren ville gerne lige snakke med Bertel om noget…

Kort efter sidder Bertel i en taxa, godt muggen over, at moren igen ville snakke om Olivia med ham. Olivia er hans valg, og han elsker hende – med eller uden sygdom. Mens taxaen fræser gennem byen, sidder han og tænker over, hvordan han skal få moderen til at forstå, at han aldrig ville kunne opgive Olivia. Dog bliver hans tanker bliver brat afbrudt, da han hopper ud af taxaen, og ser Olivias cykel står i hans indkørsel. Hun er kommet – lige som han har mest brug for hende! Bertel slår døren ind til huset op og skal lige til at kalde på hende, da han finder på en langt bedre idé: Han kunne forskrække hende! Hun laver de sødeste små hyl, når hun bliver forskrækket. Bertel lister hen til soveværelset – men det står, som da han forlod det. Videre ind i stuen, men der er hun heller ikke. Han når til badeværelsesdøren… Måske er hun i bad? Han åbner langsomt døren.

Men synet, der møder ham, er noget, han ikke glemmer lige foreløbig. For Olivia er ikke i bad, hun står ikke med makeuppen i hånden eller er ved at børste tænder; hun ligger, helt stille, på gulvet, i en forvreden stilling, med hovedet i en pøl af blod. Medicinskabet står åbent, og på håndvasken ligger en saks og et splintret glas med sovepiller. Bertel knæler ved siden af hende, rusker desperat i hendes skuldre, klapper hende på kinderne og råber hendes navn. Hun trækker vejret svagt, men ellers er der ikke meget liv tilbage i den slappe krop.

Herefter går alt stærkt; Ambulancen kommer, Olivia bliver hastet ud på en båre og bliver, med hylende blå blink, kørt mod hospitalet. Bertel kaster sig ind i en taxa der ræser lige efter ambulancen mod sygehuset.

Efter mange timer i et blegt venteværelse kommer en læge ud til Bertel, der er ved at gå til at bekymring.

Bertel selv er helt udmattet af bekymring og sorg, og det bliver ikke bedre, da lægen kaster ordet selvmordsforsøg ud i luften.

Heldigvis er det lykkes at redde Olivia. Bertel bryder sammen, dybt lettet. Men så melder næste spørgsmål sig: Hvad fik hende til at gøre det? Og så er det, lægen smider bombe nummer to på bare denne ene dag:

”Vi tror, det var fordi hun ikke ønskede barnet. Hun var helt nede i kuldkælderen efter at have fundet ud af, at hun ventede sig, så hun forsøgte at tage livet af sig selv, og dermed også barnet. Heldigvis er det som sagt lykkes os at redde begge to”.

…

Bertel sidder bare tilbage med åben mund og polypper. Et barn? Vent, han er på ingen måde klar til at blive far! Realiteterne rammer Bertel som en mur, og han sidder fuldstændig måbende tilbage, da lægen forlader ham.

Ugerne går, Olivia bliver udskrevet og Bertel kæmper med at vende sig til tanken om at skulle være forælder. Men i stedet for at være på barnevognsjagt, sy børnetøj eller kigge på scanningsbilleder, hober spørgsmålene sig op i Bertels hoved. Kan Olivia klare at have et barn? Kan han selv klare det? Vil hun forsøge at gøre skade på sig selv igen? Og spørgsmålene er desværre velbegrundede; Olivia får det nemlig værre og værre. Godt nok er hun udskrevet, men hun får flere og flere anfald, hvor hun ikke vil kendes ved Bertel, råber, skriger og slår omkring sig eller er skræmt til tårer over personer, der ikke er der.

Og på trods af, at Bertel virkelig prøver at tale Olivia til fornuft…

Tager de mange anfald og søvnløse nætter hårdt på ham. Selvom han nødigt vil indrømme det, er det som om, at kærligheden til hende smuldrer mellem fingrene på ham.

Bertel har helt klart brug for én at snakke med. Men hvem? Hans mor er parat til at få Olivia bag lås og slå for evigt; hans far er fanget i moderens jerngreb. Hans søster har han ikke set siden festen – på den anden side har hun selv børn, og Bertel ved, at hun vil lytte til lige præcis hans behov. Fumlende finder han mobilen frem.

Efter en lang eftermiddag på den nærliggende café, med en masse krammere og gode råd fra sin søster, er Bertel så afklaret med situationen, som han kan være. Han ved, hvad han bør gøre – også selvom at det ikke bliver nemt.