Legacy udfordringen er formentlig den absolut mest kendte Sims udfordring til dags dato, og med god grund – for den kan altså bare gøre spillet lige det sjovere!

Først og fremmest, lad os så lige fortælle, at Legacy er en måde at spille spillet på, som kan gøre det mere udfordrende eller sætte nogle rammer for hvordan man spiller. Det kræver ikke at du downloader noget, installerer noget, fjerner noget eller noget som helst andet. Det er faktisk bare et regelsæt som du “leger” med – altså kan alle der har lyst være med til at spille Legacy! Nogle vælger at spille legacyudfordringen med et kompliceret sæt af regler for pointgivning og udfordringen handler for dem om at få så mange point som muligt. Vi vælger dog at undlade denne del i denne guide, da vi synes at spillereglerne er det essentielle i udfordringen.

Legacy betyder arv på dansk det er i bund og grund det hele udfordringen handler om.

Grundprincippet i en legacy udfordring er nemlig at du starter spillet med 1 ung voksen simmer, som du flytter ind på en stor tom grund med få penge på hånden og så lader du simmeren knokle for at opbygge det liv de drømmer om. Der må selvfølgelig ikke snydes og en af reglerne er at din simmer kun må gifte sig med simmere som spillet genererer som f.eks. rengøringsdamen, baristaen, julemanden eller pizzabudet. Nu handler det om at spille med denne familie i 10 generationer og hele tiden sørge for at en af arvtagerne bliver boende på samme grund.

I dette indlæg giver vi dig den totale guide til Legacy reglerne så du kan komme i gang. Vi vil anbefale at du læser hele indlægget inden du går i gang. Vi vil nemlig også komme med nogle anbefalinger som kan være gode at have med når du skal starte spillet op.

 


 

Indholdsoversigt i Legacy-guiden

 


 

Sådan kommer du i gang med en Legacy udfordring

Når du skal starte en Legacy udfordring så skal du starte et nyt spil. Du må ikke spille videre i et af de nabolag du har andre familier i. Dette gør du ved i hovedmenuen at klikke på “Nyt spil” et i toppen af menuen og vælge start et nyt spil.

I ‘Lav en simmer’ skal du nu finde ud af hvordan din stifter af familien skal se ud og hvilken personlighed de skal have. Der er frit valg på alle hylder og de eneste regler du skal følge er at de skal være ung voksen og der må kun være 1 person i husholdningen.

Måske du vil tænke ekstra godt over hvilket efternavn de skal have. Det er trods alt det navn der skal følge familien i 10 generationer!

Når du har lavet din simmer færdig, så skal du flytte dem ind på en tom grund. I første omgang er det ligemeget hvilken en. Nu skal du gå til “Administrer verdener” og finde ud af hvilken grund din simmer skal bo på. Du må selv bestemme hvilket nabolag det skal være, den skal bare mindst være 50 x 50 men gerne 64 x 64 stor. De store grunde er ofte optaget af andre familier men så kan du bruge bulldozeren til at jævne grunden med jorden og smide familien ud. Når grunden er tom så flytter du din simmer ind på denne grund.

Det er lidt forskelligt hvor meget en grund koster i de forskellige nabolag, så derfor skal du nu bruge en snydekode for at sørge for at din simmer har det rette pengebeløb. Normalt starter en legacy udfordring med 1800 simoleoner. Hvis du vil have en ekstrem start så kan du sætte den til 0.

For at få feltet til snydekoden frem skal du trykke: CTRL + Shift + C på Windows eller Cmd + Shift + C på Mac.

Herefter kommer der et tekstfelt i øverste venstre hjørne, hvor du skal skrive din snydekode i. Det er vigtigt du bruger følgende rækkefølge:

  1. I snydekodefeltet skriver du: testingcheats true og tryk på enter
  2. Skriv nu koden: money 1800 og tryk på enter (skriv 0 i stedet for 1800 hvis du vil have 0 simoleoner).
  3. Skiv nu koden testingcheats false og tryk på enter

For at få feltet til snydekoder til at gå væk igen kan du trykke på Esc når du står i feltet.

Hvis du har Årstider så vil du blive bedt om at vælge hvilken sæson du vil starte med. Du kan vælge den du har lyst til og hvis du ønsker en ekstrem udfordring så kan du jo f.eks. starte med vinter!

I tabellen herunder kan du se hvilke grunde der er egnede til en Legacy Udfordring. Herudover har vi taget billeder af de grunde der hører til de spil vi selv har tilgængelig, så du kan se hvor de ligger placeret.

ByStørrelseNavnUdvidelsespakke
Willow Creek50x50EgeslottetBasis
Oasis Spring50x50LuksuspalæetBasis
Windenburg64x64KoglehusetNye Venner
Windenburg64x64Von-Windenburgs palæNye Venner
Brindleton Bay64x64Hounds headHunde og Katte
Del Sol Valley64x64Chateau PeakBliv berømt
Er du i tvivl om hvorvidt du skal vælge en grund der er 50×50 eller 64×64? Så kan du have følgende med i dine overvejelser… Jo større grund jo dyrere bliver regningerne hver måned og jo sværere bliver udfordringen i starten. Men du skal også huske på at din familie skal bo på grunden i 10 generationer så måske er det rart med så meget plads som muligt?
Vi har lavet denne video for at vise dig i simple trin, hvordan du flytter din Legacy simmer ind på en stor grund og justerer deres pengebeholdning. Faktisk er det ikke så kompliceret som det kan lyde.

Arveregler i legacy udfordringen

Vi kommer ikke uden om at din stifter på et tidspunkt vil dø og at hans eller hendes arvinger nu skal overtage pladsen. Du skal nu gøre op med dig selv hvem af børnene der skal være den næste arving. Du kan vælge at gøre som du har lyst til men du kan måske også finde inspiration i nedenstående forslag til regler som du kan spille efter. Hvis du ønsker at anvende dem så skal du vælge en regel fra hver af lovene.

Kønsloven

  • Matriarkat – Din stifter skal være kvinde og kun døtre kan udpeges som arving. Hvis der kun er sønner kan en af dem udpeges til arving.
  • Hårdt matriarkat – Din stifter skal være kvinde og kun døtre kan udpeges som arving. Sønner kan under ingen omstændigheder udpeges til arving.
  • Patriarkat – Din stifter skal være mand og kun sønner kan udpeges som arving. Hvis der kun er døtre kan en af dem udpeges til arving.
  • Hårdt patriarkat – Din stifter skal være mand og kun sønner kan udpeges som arving. Døtre kan under ingen omstændigheder udpeges til arving.
  • Ligestilling – Din stifter kan være enten mand eller kvinde og både døtre og sønner kan udpeges til arving.
  • Hård ligestilling – Din stifter kan være enten mand eller kvinde men kun børn af det modsatte køn af stifteren kan blive arving. Dette gentager sig til næste generation hvor den næste arving igen skal være af modsat køn af sin forgænger. På denne måde er det skiftevis mand/kvinde gennem generationerne.

Stamtræsloven

Det andet komponent handler om afstamning og du skal vælge mellem en af nedenstående muligheder.
  • Hård traditionel – En arving skal være født naturligt af sine forældre (biologisk barn) og adopterede børn kan under ingen omstændigheder udpeges til arving.
  • Traditionel – Naturligt fødte børn kan udpeges som arving i familien. Adopterede børn kan ikke blive arvinger med mindre der ikke er nogle biologiske børn i familien.
  • Moderne – Både biologiske og adopterede børn kan udpeges som arvinger.
  • Pleje – Børn der er adopterede kan udpeges til arving. Biologiske børn kan kun udpeges som arving, hvis der ikke er nogle plejebørn.
  • Hård pleje – Kun adopterede børn kan udpeges til arving. Biologiske børn kan under ingen omstændigheder blive arvinger.

Arveloven

Du kan vælge mellem følgende muligheder.

  • Førstfødte – Den førstefødte berettigede barn udpeges til arving
  • Sidstfødte – Det yngste berettigede barn udpeges til arving
  • Relation – Det berettigede barn med det bedste venskab med sine forældre udpeges som arving
  • Merit – Det barn der har flest gennemførte milepæle indenfor sin stræben udpeges til arving. Hvis det står lige så skal det barn der har flest færdighedpoint indenfor en enkelt færdighed udpeges som arving.
  • Styrke – Det førstefødte barn er som udgangspunkt arving. De kan dog miste denne titel hvis en søskende vinder over dem i en slåskamp. Denne søskende kan miste titlen igen hvis den oprindelige arving eller en anden søskende vinder over dem i en slåskamp.
  • Tilfældig – Arvingen udpeges tilfældigt blandt alle berettigede børn. Brug for eksempel en terning til at udpege arvingen. Hver gang der tilføjes et nyt barn til familien skal arvingen udpeges på ny.
  • Egenskab – I starten af udfordringen skal du vælge en bestemt egenskab som skal være iblandt din stifters tre egenskaber. Man kan kun blive berettiget som arving hvis man også har denne egenskab. Hvis en generations børn ikke er i besiddelse af denne egenskab så er det den førstefødte der bliver arving. Hvis mere end et barn har den færdighed så bliver det ældste barn arving.
  • Demokrati – Kan anvendes hvis du f.eks. bruger sociale medier til at fortælle om dit spil. Ved afstemning eller som kommentarer kan du lade dine følgere bestemme hvem der skal være arving.

Legacy spilleregler

De følgende er de regler og restriktioner du skal følge i din legacyudfordring igennem alle 10 generationer.

  • Ingen snydekoder/hacks/mods der kan give dig en fordel i spillet ift. en der ikke anvender dem. Hvis spillet fryser eller din sim sidder fast må du gerne bruge snydekoder til at få spillet igang igen, men du må f.eks. ikke snyde med behov eller penge.
  • Du må ikke afslutte spillet uden at gemme, hvis der sker noget dårligt i spillet. Så hvis din simmer bliver fyret eller dit hus brænder så er det ærgerligt og du må blot komme videre med den udfordring i bagagen. Det er en del af udfordringen og det der i sidste ende er med til at skabe noget sjovt og udfordrende. Du må gerne genstarte hvis det er pga. en fejl, spillet crasher eller et andet teknisk problem.
  • Du må ikke flytte eller lade andre simmere flytte ind med mindre vedkommende er den kommende ægtefælle. Børn der ikke er udpeget som arving må gerne flytte væk fra familien. Men når først de er flyttet ud så må de ikke flytte ind igen.
  • Din legacyfamilie må gerne udvide deres hus løbende men de må ikke flytte ind i et nyt hus på grunden. Du må gerne importere rum fra exchange så længe der betales fuld pris.
  • En simmer må bruge en anti-aldringsgenstand 1 gang i hele deres liv. Det kan for eksempel være en eliksir man bliver yngre af eller ved at malke koplanten. Men husk – kun én gang! Enhver snyd der stopper aldring eller forlænger eller forkorter levetiden er ikke tilladt. Simmernes levetid skal være indstillet til normal længde.
  • Du må ikke ændre en simmers nuværende stræben. Den eneste undtagelse er når de har fuldstændig gennemført en stræben. Når det sker så må du vælge en ny stræben, så længe det er en du ikke har gennemført allerede.
  • Du må ikke bringe en død simmer tilbage til live efter Manden med Leen har taget vedkommende. Du må dog godt tigge Manden med Leen om at få lov at beholde en simmer der lige er død.
  • Du må ikke flytte eller gifte bort den simmer som har titlen som arving. Alle andre børn i den generation må gerne flytte eller blive gift bort. Når en simmer flytter ud af husholdningen så er de ikke berettiget til at blive arving selv om omstændighederne kan ændre sig.
  • Når du spiller en Legacy udfordring så er din legacyfamilie den eneste familie du må spille med i det spil. Du må gerne flytte nye familier ind i nabolaget men de må kun anvendes som venner og ikke som ægtefæller og du må ikke spille med dem.
  • Du må gerne bruge historiefunktionen i “Lav en simmer” når du laver din stifter, men du behøver ikke.
  • I forhold til grundens egenskaber så må du vælge dem du har lyst til og du kan skifte dem på ethvert givent tidspunkt, hvis du ønsker.

Nedenstående er særlige regler som følger de forskellige udvidelsespakker.

Sims 4 Arbejdstid

  • Du må gerne følge simmeren på arbejde hvis de er læge, detektiv eller videnskabsmand

Sims 4 Romantisk haveindhold

  • Ønskebrønden må kun bruges én gang per simmer i hele deres levetid.

Sims 4 Byliv

  • Hvis du gifter dig med en simmer som har deres stræben som “Indfødt” så må du gerne give dem en ny aspiration.

Sims 4 Hunde og katte

  • Du må gerne adoptere kæledyr men der er ingen regler ift. disse. Husk at de optager en plads som ellers kunne være anvendt til et familiemedlem.

Sims 4 Årstider

  • Du må gerne købe nye egenskaber med belønningspoint
  • Vejrmaskinen må gerne anvendes
  • Du må gerne blive venner med fugleskræmslet Lappe
  • Du må gerne bruge egenskabseliksiren men du skal vælge nye egenskaber tilfældigt
  • Du må lave ligeså mange helligdage som du har lyst til
  • Dine simmere må ikke deltage i lotteriet når det dukker op
  • Du må ikke købe belønningen pengetræ

Ægtefæller

De oprindelige Legacy regler siger at det kun er simmere som genereres automatisk af spillet (såsom rengøringsdamen, brandmanden, pizzabuddet osv.) som må giftes ind i din legacyfamilie. Nogle vælger dog at spille med at man gerne må gifte sig med nogle af de simmere der bor i nabolagene fra starten. Du kan vælge hvor svært du synes det skal være.

Den vigtigste regel er dog at ægtefæller ikke må tage nogle penge med dem når de flytter ind eller bliver gift ind i familien. Hvis en simmer bringer penge med ind, så brug snydekoden som beskrevet i starten af indlægget til at reducere pengebeholdningen så den er det samme som før simmeren flyttede ind.

Du må gerne have ægtepar af samme køn.

Børn

Du kan få børn i din familie enten via graviditet eller via adoption. Hvis du har udvidelsespakken Arbejdstid så kan alienbabyer også komme ind i familien via bortførsel. Du må kun adoptere babyer og ikke tumlinger eller ældre. Hvis der allerede er en baby i husstanden så må du først adoptere en baby når den eksisterende baby er blevet tumling. Du må gerne give babyen et nyt navn og det anbefales også at du ændrer efternavnet til samme navn som Legacyfamiliens navn.

Når en baby bliver tumling så skal du vælge deres tumlingeegenskab tilfældigt. Det samme skal du gøre når de bliver barn, teenager og ung voksen. Du kan f.eks. bruge en terning eller scrolle med din mus med lukkede øjne frem og tilbage og vælge den musen peger på når du åbner øjnene.

Du må gerne bruge frugt og musik til at påvirke kønnet på et ufødt barn, hvis du ønsker det.

Spøgelser

Du må gerne bruge ligblomsten til at sikre succes når du beder Manden med Leen om at redde en døende simmer.

Du må ikke bruge ambrosia til at vække en død simmer til live. Du må dog gerne tilberede det og få levende simmere til at spise det hvis du ønsker.

Du må gerne invitere spøgelsessimmere ind i familien igen hvis du ønsker. De må dog ikke købe ungdomseliksir og de må ikke få et arbejde.

Hvis du har flyttet en spøgelsessimmer ind og ønsker vedkommende ud, så må du gerne flytte dem ud som med alle andre uønskede familiemedlemmer.

Afslutning af Legacy udfordringen

Udfordringen slutter når den 10. generations arving fødes.

Du taber udfordringen hvis din stifter eller en af arvingerne dør uden at der er en arving til at tage over efterfølgende.

Anbefalinger

Du kan læse dette afsnit, hvis du ønsker lidt ideer til hvordan du kommer igang. Hvis du gerne vil udforske det selv og lære på egne ben hvordan man overlever, så spring dette afsnit over :-)

Hvis man aldrig har prøvet at spille en Legacy udfordring før, så kan det virke som en uoverkommelig udfordring. Måske især hvis man er vant til at spille med snydekoder som giver familien uanede mængder af penge. Men desto større grund mener vi faktisk der er til at prøve at kaste sig ud i det og opleve hvad spillet også har at byde på.

Nogle af de læringer vi har gjort os vil vi dele med jer her.

Når man har så få penge (eller måske ingen penge) så må man tænke på simmerens mest basale behov. Derfor skal du sørge for at din simmer kan få mad, søvn og kunne gå på toilettet. Hvem siger at man behøver at have et hjem der består af 4 vægge?

I starten handler det om ren overlevelse og man må gerne springe over hvor gærdet er lavest (uden at snyde selvfølgelig). Hvis du vil spare penge på en seng så kan du f.eks. købe et telt eller en sovepose. Hvis du gerne vil have et bad men ikke har råd, så kan du tage i fitnesscenteret eller måske besøge en nabo. Med belønningspoint kan du med tiden købe egenskaber der gør at naboen ikke bliver så sur hvis du spiser deres mad eller bruger deres bad.

I parken kan man grille og spille skak og der er også mulighed for at høste planter og finde sten og metaller.

Du skal også finde ud af hvordan du vil tjene penge. Vil du prioritere at arbejde eller vil du satse på at blive selvforsynende? Vi vælger oftest at simmeren skal tjene penge via havebrug og maleri osv. Der er relativt hurtigt penge at tjene ved at sælge sine afgrøder eller malerier.

Med den tankegang så finder man ud af hvad der er mest vigtigt at købe til eget hjem og hvordan de hårdt optjente penge skal bruges.

Spiller du med årstider, så kan du blive udfordret ift. hede og kulde hvis du ikke har tag over hovedet. Så her kan prioriteterne blive anderledes end hvis man ikke har den udvidelsespakke.

Det kan godt være lidt svært at få simmernes humør til at være godt her i starten og de mangler ofte sjov. Men man kan komme rigtig langt ved at besøge naboen, købe en radio eller et skakbord eller få en kreativ hobby. Herudover kan de på biblioteket spille computer og læse bøger, så der er også god hjælp at hente.

Når du skal vælge din simmers personlighed, så kan det godt svare sig at overveje en ekstra gang hvad du vælger. Måske er det smart hvis vedkommende ikke hader at være udenfor. Der kommer de til at tilbringe en del tid i starten. Kleptomani kan også være en interessant egenskab, hvis man ikke ejer ret meget selv… Måske naboerne har nogle ting man kan “låne” eller om ikke andet at deres skraldespande har.

For dig der spiller Legacy Challenge i Sims 3

Grundlæggende så gælder de samme regler og retningslinjer som i Sims 4.

Men nedenstående punkter er lidt anderledes:

  • Stifteren af familien skal bo på den dyreste grund i nabolaget, hvilket vil efterlade personen med 1.300 simoleoner til at købe inventar for. De engelske navne på disse grunde er i Riverview: 345 Riverblossom Hills Drive og i Sunset Valley: 15 Summer Hill Court. Sammenhængen mellem disse grunde er at de er store, tomme og koster 14.700 simoleoner. Det er meningen at det skal være svært i starten, og det er en vigtig del af udfordringen
  • Du må ikke lave ambrosia. Simmerne må gerne lære opskriften, men de må ikke forberede eller spise retten. Du må heller ikke bruge retten til at genoplive spøgelser.
  • Du må ikke genoplive døde simmere vha. videnskabslaboratoriet.
  • Simmere må ikke spise livsfrugt for at forlænge deres levetid.